Mød de 7 nominerede til årets Ildsjælspris

Mød de 7 nominerede til årets Ildsjælspris

Hvert år uddeler Frivilligcenteret prisen: Årets Ildsjæl til en person eller gruppe der har gjort en særlig indsats for den sociale frivillighed i Fredensborg Kommune. Prisen uddeles til arrangementet ”Frivillig Fredag” der i år holdes d. 27. september kl. 16:00 – 17:30 i Byens Hus Egedal, Kokkedal.

Alle har frem til d. 1. september haft mulighed for at indstille deres favorit ildsjæl til prisen og i år er der således blevet opstillet 7 ildsjæle. Hvem af de syv ildsjæle der modtager prisen fra Borgmester Thomas Lykke-Pedersen samt 5.000 kr. bliver først offentligt til Frivillig Fredag, men her kan du møde årets syv nominerede til Årets Ildsjæl 2019 i vilkårlig rækkefølge.

1. Søren Spies fra bl.a. Humlebæk Kulturforsyning

Søren har igennem mange år været en stærk kraft i det frivillige landskab i Fredensborg Kommune. Med base i Humlebæk har ham spredt sit engagement og givet oplevelser, musik og fællesskaber til mange mennesker. En skriver således om den forskel Søren gør. ”For 6 måneder siden tog jeg det store spring og flyttede fra København og til Humlebæk. Jeg kendte ikke byen og heller ikke den lokale befolkning. Men, men på forsiden af den lokale avis var der et billede af Søren der fortalte, at han ønskede at stifte en kulturforening…  Jeg meldte mig ind. Det er det bedste jeg har gjort. ”

2. Formanden for Ældre Sagen i Fredensborg, Erling Vraa Nielsen

Det at der er flere der uafhængigt har indstillet Erling til Ildsjælprisen er ikke tilfældigt. Erling har nemlig en enorm kontaktflade. Han står i spidsen for Ældre Sagen i Fredensborg Kommune med mere end 7.000 medlemmer, heraf 400 frivillige, som leder 89 aktiviteter med over 900 deltagere. Selvom det er en stor biks Erling leder møder han mennesker i øjenhøjde og er på fornavn med mange i den store forening.  Erling møder op på plejehjemmene, når der spilles op til dans for vore demente medborgere, griller pølserne til forskellige arrangementer og spreder humor og smil.

3.  Hanne Heilmann, Frivillig i bl.a. Nivå Nu

Hanne har igennem masser af år engageret sig frivilligt mange forskellige steder. Hun er en inspirerende aktiv beboerdemokrat i VIBO, hun hjælper unge i Studievejen med at finde deres plads i uddannelsessystemet og hun er samtaleven og Sprogambassadør. Uanset har man møder Hanne møder man imødekommenhed, hjælpsomhed og ro. Mennesker bliver ikke til projekter for Hanne, men relationen og mennesket er altid i centrum.

4. Suzan Daoud, Bl.a. stifter og formand for Fredensborg Multikulturelle Kvindeforening.

Suzan Daoud er en meget aktiv person. Hun er meget optaget af, hvordan man skaber bedre integration, og et mere solidarisk og mangfoldigt samfund med plads til alle.

Hun er meget hjælpsom person, og ikke mindst én som er et forbillede med stort overskud og engagement. Hun har vist, hvordan man som flygtning kan skabe sig et liv i Danmark og opdrage sine børn mellem to kulturer.

5.  Ana Maria Vega, Den Spanske Forening

Alle der har mødt Ana Maria vil nok finde det naturligt med en nominering til hende til en ildsjælspris. Ana Maria flyder nemlig over med energi, engagement og musik. Som formanden for Den Spanske Musik – og Kulturforening har arrangeret mange aktiviteter for borgere i Fredensborg Kommune, f.eks. kulturelle arrangementer, debatter, dans, musik, sammenkomster og kultur rejser.

6. Kirsten Obel, bl.a. aktiv i Foreningen SIND

Kirsten engagerer sig i mennesker og hendes store hjerte gør at hun hjælper til når hun møder behov. Hun kan nemlig ikke have, at nogen har det skidt, når vi som mennesker godt kan hjælpe hinanden ved at være medmennesker.

Kirsten er aldrig den, der ”kloger” sig og får modtageren af hjælp til at føle sig underdanig. Der er altid værdighed og ligeværd, når man møder Kirsten. Et budskab om, at livet giver knubs, men det gør ikke nogen mindre værd, at være ramt af livets barske vilkår.

7. Paul Tempels, Aktiv i Fredensborg Boligselskab, afd. Niverød III

Da Fredensborg kommune i 2015 overtog 2 boliger og installerede 4 eritreiske flygtninge i hver, påtog Paul sig at hjælpe flygtningene til rette.

Paul gik helhjertet ind til opgaven, som viste sig at være betydeligt mere omfattende end beregnet. Oprettelse af nem-id, indkøb af møbler og husgeråd, jobsøgning, danskundervisning, læge- og hospitalsbesøg m.m. samt hjælp til møder på kommunen og fremskaffelse af tolkebistand.

Paul har i de snart 3 år, flygtningene har boet i Niverød III, uge efter uge brugt mange timer på at hjælpe dem på plads i det danske samfund og arbejdet har båret frugt. I dag er de fleste af Eritreanerne kommet i arbejde og er blevet selvforsørgende.

Please follow and like us:
error